Tivoli - Koncertsalen, Den Eneste Ene

For flere aldre
Jeg havde taget mine døtre på 10 og 16 år med i Tivoli - Koncertsalen for at se musicalen Den Eneste Ene. Begge har set filmen af samme navn, og de elsker især de sjove karakterer og de velkendte replikker. Selvom filmen måske primært henvender sig til voksne, er musicalen også fortalt i børnehøjde.

Uperfekt perfekt
Det er noget helt særligt at gå igennem Tivoli, som på denne tid kun er åben for gæster til Tivolis koncertsal. Og selve musicaloplevelsen var også magisk – ikke mindst på grund af de mange velkendte og sjove replikker. Måske er det også derfor, at filmen blev en af de største danske komedier nogensinde. Den rammer noget uperfekt og klodset – og den stille længsel efter ægte kærlighed.  

 “Vi har sunget nogle af sangene i musik, så jeg kender dem godt. Men jeg vidste ikke, at de var fra filmen.” – Vigga, 16 år

Don’t Look for Love
Sangene i forestillingen kender vi også. De ørehængende numre af Jesper Winge-Leisner, Shirley og Thomas Helmig får hele salen til at synge med. Historien kender vi fra filmen,  der blev en af de store biografsucces i 1999. Manuskriptet er skrevet af Kim Fupz Aakeson og filmen er instrueret af Susanne Bier. Musicalen er bygget op over filmens handling.

Lizzi, Niller, Mulle, Sus, Stella – og Mgala. De er der alle sammen.

 “Det var sjovt, da de troede, at pigen fra Burkina Faso hed Malaga og ikke Mgala.” – Viola, 10 år

7 år, Niller!
Handlingen kort fortalt: Lizzie og Niller kan ikke få børn og adopterer derfor pigen Mgala fra Burkina Faso. Skæbnen vil, at Lizzie dør i en trafikulykke, og Niller står tilbage med den syvårige Mgala. Lizzies søster Mulle, der har læst psykologi i syv år, forsøger at hjælpe i den svære tid.

“Bare ærgerligt, Sonny Boy"
Sus er gift med Andrea, som er fra Italien. Men Andrea har ikke rent mel i posen, og Sus smider ham ud. Veninden Stella støtter beslutningen og forsøger samtidig at give Sus selvtillid. Sus skal ikke bare tage Andrea tilbage, hvis han banker på døren – han må kæmpe for det.

“Det var ret sjovt, da Stella skulle hjælpe Sus med at vise Andrea hvad han var gået glip af. Hun skulle bare være fuldstændig ligeglad, hvis han kom tilbage” – Vigga 16 år

“Så fuck, fuck da …”
Midt i det hele står Mgala fra Burkina Faso. Hun kan ikke et ord dansk. Hendes første ord bliver “fuck”, som Niller bilder damen fra adoptionsbureauet ind betyder “hej”, hvor Mgala kommer fra. Forvirringen udvikler sig til en virkelig morsom scene.

“Hvis din pik var en pizza, hvilket nummer var den så?”
Niller og vennen Knud arbejder i et køkkenfirma. Niller sammenligner konflikter og følelser med køkkener, og det giver anledning til mange sjove og finurlige replikker. Da Niller skal sætte et nyt køkken op hos Sus, opstår der sød musik. Arbejdskollegaen Knud træder i karakter, da både Mulle og damen fra adoptionskontoret vil sende Mgala hjem til Burkina Faso.

 “Jeg vil gerne have sådan et kæmpe køkken på mit værelse. Så kunne min seng være i en af skufferne. Når jeg så stod op om morgenen, kunne jeg bare lukke skuffen” – Viola 10 år

I musicalen bliver der talt rigtig meget om køkkener, og scenografien er ret genialt opbygget som et kæmpestort køkken. Når skuffer og skabe åbnes, sker der lynhurtige sceneskift, køkkenskuffer bliver til trapper, og skabe forvandles til værelser. Der er letpåklædte damer, dansende arbejdsmænd med sækkevogne og store ensemblescener, hvor man næsten ikke ved, hvor man skal kigge hen. Og sange, der får tårerne til at titte frem.

Nyt og gammelt
I samspillet mellem lys, sang og dans opstår der kærlig magi – og det kan mærkes i salen. Publikum griner og jubler, når de velkendte replikker bliver leveret. Der er selvfølgelig de sange, vi kender fra filmen, men også en del nye. Sammen med dygtige sangere og dansere skabes en nytænkning af den velkendte historie.

En god følelse i maven
Publikum ender med stående applaus i takt til musikken. Festen er kun lige begyndt, og da vi forlader teatret, er vores humør steget til 100 procent.

Tilgængelighed
Sidder du i kørestol som jeg, er det let at komme fra Tivolis hovedindgang hen til Koncertsalen, der er en fin sti hele vejen. De mange søde medarbejdere leder dig sikkert til din plads. Du får plads for enden af en række, med fint udsyn til scenen. Der er masser af plads i foyeren, hvor du både kan få noget at drikke, aflevere din jakke i garderoben eller benytte de fine handicaptoiletter. Adgang til salen foregår via en elevator, også her får du hjælp.

Der findes tre handicap parkeringspladser lige ude foran Tivolis-hovedindgangen. Men du skal være heldig, hvis de er ledige. Det nemmeste er at tage offentlig trafik til Hovedbanegården, og trille derfra. Du kan også tage en Flextrafik, der kan sætte dig af lige foran hovedindgangen. Der er intet som at trille hjem gennem Tivoli en mørk aften og lade dig opsluge af de mange fantastiske lys.

Anmeldt af Ditte Koefoed, mor til to børn på 10 og 16 år, journalist & kørestolsbruger.
Sponsoreret af Teaterbilletter.

SE OGSÅ: Alle børne- og familieforestillinger