ZeBU: Vai Via
En helt fantastisk smuk forestilling over livets finurligheder
“Det var sjovt, da den gamle dame faldt ned fra kontrabassen, og hun havde de store underbukser på”
Viola 9 år.
Jeg tog min 9-årige datter Viola med i teatret for at se børneforestillingen VAI VIA – en co-produktion mellem det catalanske teater Xirriquiteula og teater ZeBU.
Det er første gang, at teater ZeBU har lavet et samarbejde med det catalanske teater. Jeg håber dog ikke, at det bliver sidste gang, for forestillingen var virkelig, virkelig god. Selvom de få replikker i forestillingen er på catalansk, kan I sagtens forstå handlingen.
Livets glæder og forandringer
Der er kun én skuespiller i forestillingen, men hun når at spille flere forskellige roller. Hun spiller nemlig sig selv fra lille pige til en gammel hjemløs kone. Skuespilleren Iolanda Llansó leverer et fantastisk skuespil, hvor hun lever sig fuldstændig ind i alle rollerne med sin performance.
Hun portrætterer et liv fyldt med glæde, sorg, forelskelse og overlevelse.
"Alle over 6 år kan helt sikkert få en god oplevelse."
Fantastiske rekvisitter bærer forestillingen
Rekvisitterne er gennemførte. Der indgår både et hjem med børn, en kontrabas, hvis hylster man også kan bo i, samt livshistorier fortalt med pop-up bøger og flotte illustrationer.
Selvom scenografien er enkel, fylder de flotte og spændende rekvisitter hele rummet.
Spontan latter
Der er flere sjove elementer i forestillingen, hvor børnene i salen griner højlydt. Især da den gamle hjemløse kone trisser rundt i alt for store underbukser.
Forestillingen er egentlig lavet til folkeskolernes 0.-5. klasser, men alle over 6 år kan helt sikkert få en god oplevelse. Du kan roligt tage dit barn i hånden, og der er masser af stof til eftertanke. Det gav i hvert fald mig lyst til at tænke over livet, og hvordan det kan tage en hurtig drejning.
Tag en pause i caféen
I det hyggelige teater ZeBU er der også en café, hvor du kan få en kop kaffe og meget andet. Der er også plads til, at skoleklasser kan spise en bid mad før eller efter forestillingen.
Tilgængelighed
Sidder du i kørestol som jeg, er teater ZeBU meget handicapvenligt. Det er nemt at komme ind, der er god plads i foyeren, og der findes også et handicaptoilet. Du bliver placeret forrest i salen, hvor du kan sidde sammen med dit barn. Kommer du i bil, er der to handicap parkeringspladser lige bag teatret på Strickersvej.
Anmeldt af Ditte Koefoed, journalist & kørestolsbruger & Viola, 9 år.
Sponsoreret af Teaterbilletter.
SE OGSÅ: Alle børne- og familieforestillinger