Anbefaling
-
18.09.2024
Min teenagedatter Vigga og jeg kørte til Teaterøen for at opleve noget så unikt og sjældent, som dukketeater for voksne, instrueret af den garvede dukkeførerinstruktør- og dukkemager Rolf Søborg Hansen - som bl.a. også instruerede skuespillerne i Hobbitten i Ulvedalene.
Garvet dukkemager og dukkefører
Denne gang har også lavet scenografien og bygget dukkerne. Og vi blev blæst fuldstændigt bagover af det overflødighedshorn af kreativitet han har skabt. Min datter Vigga på 15 år fortæller:
"Da vi kom ind i salen, var det som at træde ind i et andet univers. Musikerne spiller en rolig og lidt dyster melodi, og vi blev inviteret til at sætte os i en halvcirkel i en slags havestole. Før stykket begyndte, var et par af de andre publikummer heldige at få en lille personlig healing af en af skuespillerne.
Scenografien består af et primitivt træbord med en helt masse smukke kulisser af fortidsdyr, som man også får fakta om i løbet af forestillingen."
Smager sin egen medicin
Stykket handler om en videnskabskvinde, spillet af en meget menneskelig dukke, som laver eksperimenter på dyr. Hun er meget succesfuld. Men da hun selv rammes af en sindslidelse, smager hun sin egen medicin. Hun tager på en rejse ned i jordens rødder i håb på et svar. Her møder hun blandt andet en orm der fortæller hende, at hun skal se verden med dens øjne. Og en trold, der mener, at det er okay at slappe af og tage en dyb indånding nogle gange.
Vigga fortæller:
"Dukken bliver spillet af 1-2 skuespillere. De spiller en arm hver, og det er helt fantastisk hvor gode de er til at koordinere dukkens bevægelser. Den bliver så human, at man helt glemmer, det er en dukke. Skuespillerne har heller intet problem med at leve sig ind i rollerne. For der bliver lavet dyrelyde til den helt store guldmedalje.
Når forestillingen er slut, sidder man helt som i en trance, og man kan ikke gøre andet end at tænke over livet. Også selvom jeg er 15 år, synes jeg sagtens at man kan få noget værdifuldt ud af stykket. "
Ordløst og visuelt
Forestillingen foregår på engelsk, men man behøver ikke mester det engelske sprog for at kunne følge med, da en stor del af forestillingen er ordløs, og der i stedet bruges dyrelyde, musik og visuelle effekter til at fortælle historien om videnskabskvinden, der smager sin egen medicin.
Tilgængelighed
Teaterøen ligger på Holmen, og du kan ikke komme helt derud med offentlig transport i kørestol, men der er parkering tæt på. På teatret bliver du ført ind ad bagvejen, og lander midt på scenen, hvor du får en plads helt forrest. Der findes dog ingen handicaptoiletter.
Anmeldt af Ditte Koefoed, journalist & kørestolsbruger & Vigga, 15 år, spiller teater og deltager i tv-serier og reklamefilm.
Sponsoreret af Teaterbilletter.
SE OGSÅ: Alle børne- og familieforestillinger