Teatergrad, Det bedste man kan sige

"Gud, hvor var han egentligt et røvhul”.

 - sådan sagde min ledsager efter Teatergrads forestilling, baseret på Nadia Kløvedal Reichs fortælling om sin barndom i halvfjerdsernes progressive og kaotiske miljø. Med ”ham” mente hun Ebbe Kløvedal Reich, far til forfatter Nadia Kløvedal Reich.

Smuk sommeraften i Lyngby
Spændte sidder vi midt i de smukke omgivelse bag Lyngby Mølle, for teateroplevelsen foregår i det fri. Vi sidder dog i et overdækket telt, så forestillingen kan opleves selv i dårligt vejr. Omgivelserne er der ikke noget galt med, her bag den fredede, gule bygning, der huser Lyngby Nordre Mølle med fungerende vandhjul.

"Det var en anden tid"
Ja, det må man jo sige det var dengang i 1970’erne, hvor størstedelen af forestillingen foregår. En tid, hvor det var acceptabelt at have flere partnere, få børn på kryds og tværs og dyrke fri kærlighed. Men var det egentligt ok? Og hvad med børnene, som blev hvirvlet rundt i manegen. Kunne det kaos de voksede op i egentligt retfærdiggøres af argumentet ”det var en anden tid”, En sætning som Ebbe brugte som undskyldning. Forestillingen stiller spørgsmålet, og lader det op til publikum at vurdere det. Har du brug for mere baggrundsviden om de enkelte karakterer, vil jeg anbefale, at du læser Nadias Kløvedal Reichs bog ”Det bedste man kan sige”.

Dynamisk sangerinde
Forestillingen er en musikforestilling i bedste Teatergrad-stil med live musik og en dynamisk sangerinde, som leverer et par fantastiske numre fremført i ægte hippiestil. Oplevelsen er i høj grad båret af musik, og fungerer rigtig godt sammen med klassisk skuespil. Skuespillerne spiller alle flere forskellige roller, som tilføjer forestillingen dynamik, og i deres fremtoning og i måden de brændte igennem, får de publikum til at føle sig som en del af ”den anden tid” – vi er på en fælles tur tilbage til 1970'erne.   

"Fred" i hånden 
Som i de glade 1970'ere, er forestillingen inspireret af totalteaterformen, og publikum spiller en aktiv rolle i forestillingen. Vi sidder meget tæt på scenen, og bliver hurtigt draget ind i fortællingen, hvad enten vi vil det eller ej. Vi får blandt andet lov til at holde små babyer og deltage i en demonstration. Enkelte publikum får uddelt skilte med 1970'er slogans”, jeg får skiltet ”Fred”. Scenografien er gennemtænkt; med enkle virkemidler flyttes kasser rundt så de både fungerer som kontor, dobbeltseng, spisebord, kiste mm. Kostumerne er enkle og i 1970'er stil. Dukkerne med de små og lidt større børn er hæklet og syet - også i 1970'er stil. Og så er der et moment af syret LSD-trip, hvor en gris, et får og en fugl indtager scenen.

Tilgængelighed
Som kørestolsbruger er det altid lidt omstændigt at deltage på ukendt grund. I dette tilfælde havde jeg kontaktet Teatergrad for at forhøre mig, om det var muligt at komme hen til scenen i en kørestol. De forsikrede mig om, at de ville lave en løsning, og jeg var da også helt mundlam, da jeg blev hentet ved indgangen og ført bagom scenen. Teatermedarbejderne havde simpelthen fremstillet ramper kun til kørestolsbrugere. Jeg har aldrig været til en teaterforestilling, hvor der er blevet sat så meget fokus på, at folk i kørestol også kan blive en del af oplevelsen. Så kæmpestort ros for det.  

Anmeldt af Ditte Koefoed, mor til to børn på 9 og 14 år, journalist & kørestolsbruger.
Sponsoreret af Teaterbilletter.

SE OGSÅ: Alle dramaforestillinger