Teater Hund: Hvem bestemmer?
Sådan genfinder du lysten til at lege
Har du glemt hvordan man leger, eller er din fantasi sluppet op? Så gør dig selv den tjeneste at tage dit barn eller barnebarn i hånden og se forestillingen “Hvem bestemmer”. Du går helt sikkert derfra med en genfunden legelyst.
Varm velkomst og afskedsgave
På Teater Hund får du altid en varm velkomst fra det søde personale. Teatret, der er placeret i Krudttønden på Østerbro, er så hyggeligt, at du får lyst til at blive der og hænge ud i caféen både før og efter forestillingen.
Du går heller aldrig tomhændet derfra. Du får nemlig tit et lille spil eller andet med hjem.
i dette tilfælde får du en manual til at lave din helt egen kuglebane og fortsætte legen med dine børn.
Bevægelser siger mere end ord
Som voksen er "Hvem bestemmer?" den bedste børneforestilling jeg længe har set - for vi voksne skal også huske at lege. Når vi leger, lærer vi os selv bedre at kende, vi afprøver det mulige og mulige, og lærer hvem vi er sammen med andre. Og det behøver vi voksne jo også at blive ved med at træne. Oveni det, er forestillingen også sjov for os voksne - især når de to skuespillere lever sig ind i rollerne som små børn og viser legens finurligheder og gak og løjer. For de mindste er der også meget at hente, for der er næsten ingen replikker i forestillingen - for når man leger og bruger sin fantasi, behøves ingen ord.
“Det var rigtig sjovt, da de to skuespillere bar rundt på hinanden i en fjollet dans. Kuglebanen var også rigtig flot¨.
Anne 5 år
Lev dig ind i børnenes univers
Skuespillernes mimik og måde at agere på, afspejler tydeligt hverdagen for de mindste børn. Det giver anledning til mange grin i salen, når skuespillerne fjoller rundt, bliver uvenner, sætter fantasien fri og til slut laver en fantastisk kuglebane sammen. Scenografien er flot og fyldt med dimser, lys, sjove lyde og overraskende effekter.
Tilgængelighed
Sidder du i kørestol, som jeg, kan du nemt komme ind på teatret via en rampe. Når du skal ind i salen, bliver du fulgt af en medarbejder, som viser dig din plads. Du bliver placeret på første række, hvor du kan sidde ved siden af dit barn. Det er desværre intet handicaptoilet men to almindelige toiletter. Til gengæld er der en rigtig hyggelig cafe, med masser af plads.
Der er to handicap parkeringspladser lige ud foran teatret, så det er nemt at komme til og fra.
Anmeldt af Ditte Koefoed, journalist & kørestolsbruger.
Sponsoreret af Teaterbilletter.
SE OGSÅ: Alle børne- og familieforestillinger