Guide
-
25.09.2026
Fredag 9. oktober 2026 åbner flere teatre dørene i anledning af årets store kulturevent, Kulturnatten. Kom med ind på værkstederne, se smagsprøver på forestillinger, deltag i rundvisninger, mød teaterdirektørerne og meget mere. Vi guider til det hele herunder.
Der er store oplevelser for alle aldre og fri entré til det hele med Kulturpas.
Visse arrangementer kræver tilmelding.
Oplev Folketeatret indefra, når teatret slår dørene op til en stemningsfuld Kulturnat fyldt med teatermagi, historier og oplevelser bag kulisserne. Mød teaterdirektør Mette Wolf, få et indblik i årets forestillinger, kom på eksklusive rundvisninger, hør om teatrets historie, kig ind i de skjulte rum, og få et unikt indblik i livet bag tæppet.
Tilmelding nødvendig.
Adresse: Nørregade 39, 1165 København K
Se alle forestillinger på Folketeatret
Træd indenfor i Dansehallerne og oplev dansen fra flere sider. Se danseforestillingen THE WARMTH OF OTHER SUNS af den prisvindende koreograf Sophia Mage, slå dig løs til silent disco, eller tag en pause i vores dansefilmsbiograf. I foyeren kan du købe snacks og drikkevarer.
Adresse: Franciska Clausens Plads 27, 1799 København V
Se alle forestillinger på Dansehallerne
Oplev en festlig aften fuld af dans i Dansekapellet. Oplev forestillingen Flokken af Foreningen Dans i Nordvests ungdomskompagni og tag med på en rundvisning og hør om den særlige bygning, der har bevæget sig fra kapel og krematorium til levende dansehus. Hør historien, se arkitekturen og gå på opdagelse i et hus fyldt med dans. Afslut aftenen med silent disco i Kuppelsalen.
Adresse: Bispebjerg Torv 1, 2400 København NV
Se alle forestillinger på Dansekapellet
Oplev forestillingen SMÅ BLÅ SKO - en forestilling om forventningsglæde, overraskelser og hverdagens små eventyr for børn på 1,5 - 4 år. Du kan også møde teaterdirektør Henrik Køhler, der vil fortælle om Riddersalens unikke historie, som går helt tilbage til 1914 – spækket med sjove og finurlige anekdoter. I baren og foyeren kan du nyde forfriskninger og snacks.
Adresse: Allégade 7-9, 2000 Frederiksberg
Se alle forestillinger på Riddersalen
Teaterskolen Teaterbutikken præsenterer labyrintforestillingen KATASTROFER om menneskets frygt, fantasier og grådighed. Hvad sker der med vores fantasi, når verden omkring os bliver så kaotisk, at virkelighed og fiktion flyder sammen? Kom med ind i labyrinten og find ud af det!
Tilmelding nødvendig.
Adresse: Staldgade 37, 1699 København V
På Teatermuseet i Hofteateret vil dansere fra Den Kongelige ballet, kor fra Rytmisk Center samt duoen Flach & Østerby stå for underholdningen på scenen. Hele aftenen kan du frit gå på opdagelse i det 250 år gamle hofteater med scenen, kongelogerne og ikke mindst se den helt enestående smukke model af Hofteatret som det så ud ved åbningen i 1767.
Adresse: Christiansborg Ridebane 16, 1218 København K
Med inspiration fra Anne Linnets Nattog og Pils Nattely skaber unge fra Københavns Scenekunstneriske Grundkursus, Talent V-KG, en visuel og musikalsk forestilling om natten, ventetiden og alle de tanker, der kan opstå, når verden bliver stille. Gennem korsang, performance, tekst og bevægelse inviterer de dig med ind i nattens særlige univers.
Tilmelding nødvendig.
Adresse: Porcelænstorvet 4, 2500 Valby (Teater V)
Oplev førsteårsstuderende fra Københavns Film- og Teaterskole i forestillingen THE DOG DAYS fra kl. 18.00 til midnat. Forestillingen varer seks timer, og du kan komme, gå og vende tilbage som du vil i løbet af aftenen. Oplev også andetårsstuderende i THE POETICS OF CHEKHOV.
Adresse: Hørsholmsgade 20, 2200 København N
Tag med på en eksklusiv rundvisning i Operaen. Kom med op på Store Scene og om på bagsceneområdet, hvor teknikken arbejder til daglig, og hvor teatrets maskører klargør sangerne med make-up.
Se den flotte scenografi til forestillingen INNOCENCE og hør opera- og musicalsangere synge arier fra operaen LA BOHEME og sange fra musicalen EVITA. Hele aftenen vil caféen i foyeren være åben, hvor man kan købe både varme og kolde drikke.
Adresse: Ekvipagemestervej 10, 1438 København K
Oplev dansere fra Det Kongelige Teaters Balletskole og Den Kongelige Ballet på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Se bl.a. uddrag fra balletten JUVELER og prøver på den kommende balletpremiere JANE EYRE.
Du kan også gå ’sceneruten’ med et kig i kulisserne omkring scenen eller ’skrædderruten’ og få en snak med et par af teatrets dygtige skræddere og tekstildesignere. Begge ruter er åbne hele aftenen og kræver ikke reservation.
Adresse: August Bournonvilles Passage 8, 1055 København K
Se alle forestillinger på Det Kongelige Teater
Rejs med skuespillere fra Københavns Film- og Teaterskole på ekspeditioner gennem tiden. Kom med på opdagelsesrejserne og mød de mennesker, der rejste ud og gjorde verden større. Du kan også tage på rundvisninger og høre oplæg fra museets forskere og formidlere.
Adresse: Ny Vestergade 10, 1471 København K
Mød det Sundholm, der var engang – og det Sundholm, der stadig i dag er hjemsted for udsatte københavnere, og som samtidig spirer med nye byrum, fællesskaber, kunst og kultur. Gennem teater, live-fortællinger, udstillinger – og besøg på Bybis magiske honningfabrik – får du et unikt indblik i en helt særlig del af København, som kun de færreste kender til.
Adresse: Sundholmsvej 8, 2300 København S