Klar til Kvindernes Kampdag?
Er du klar til Kvindernes Kampdag den 8. marts? Det er de i hvert fald på teatrene, der er fulde af forestillinger om forskellige kvindeliv. Her er din guide til forestillinger om og med kvinder på scenen.
3 kvinder brøler i punk-performance
Med punk, poesi og premiere på selveste Kvindernes Kampdag, er VI BRØLER et must-see. 3 kvinder og et trommesæt sætter pulsen op og mærker efter. Mærker vreden, der ulmer. De ryster, larmer, spidder vreden og volden. De smadrer rundt og smadrer løs. De BRØLER i kor.
Spiller på Teater FÅR302 8.-22. marts 2025.
Stunts, styrkeprøver & sokker i sandaler
K.I.S.S. – Kvinder i sokker & sandaler – er en hyldest til alle kvinder, der har kæmpet og stadig kæmper for at blive set, hørt, anerkendt og respekteret. Glæd dig til skæve stunts, rå fysik, jack-ass styrkeprøver og tå-krummende pinligheder, der tager livtag med den moderne kvinde og udfordrer forventningerne til, hvordan kvinder bør være.
Spiller på Aveny-T 11. - 15. marts 2025.
Cyklusser, kusser og kvindesind
Se den populære bog KVINDE KEND DIN KROP, der vakte ramaskrig, da den udkom i 1975, blive til teater. Oplev en collage af vejledninger om kvinderoller, orgasmer, overgangsalder og meget mere, vævet sammen af tanker, følelser og erfaringer fra virkelighedens kvindeliv.
Spiller på Mungo Park i Allerød 15. marts - 12. april samt på turné 13.-29. maj 2025.
17 kvindestemmer fra krigens mørke
I 1941 kæmper ca. 1 mio. unge kvindelige soldater under Anden Verdenskrig. Oplevelserne er rystende og grusomme, men de overlevende kvinder fortier dem. De bliver hverken anerkendt eller hyldet, som mændene. Først 40 år efter krigens afslutning fortæller de deres historier. Hør 17 af dem på Folketeatret, hvor Pia Rosenbaum står alene på scenen.
Spiller på Folketeatret, Kvisten 25.-29. marts 2025.
Koncert fyldt med nærvær og poesi (UDSOLGT)
Sanger, sangskriver og forfatter Katinka har med sin ærlige lyrik, lyd og person vundet både lytternes hjerter og adskillige priser. Og så er hun gået til kamp mod sexisme og for ligestilling i musikbranchen. Mød Katinka i en koncertrække på Revolver, hvor hun inviterer helt tæt på og ind bag linjerne i sit musikalske univers.
Spiller på Revolver 13.-19. marts 2025.
Tag med ind i laboratoriet
Et sted på Sydsjælland er der registreret fund af puppelignende gevækster, der ser ud til at indeholde nærmest fuldvoksne individer. De ser alle ud til at være af hunkøn… de kaldes Feminas. Er en ny art ved at udvikle sig iblandt os? Er det en forestilling, eller er det en alternativ virkelighed? Hop i beskyttelsesdragten, tag med ind i laboratoriet og find ud af det!
Spiller på AFUK Scene 29. marts til 5. april 2025.
Kamppop iscenesat i rå scenografi
Oplev den anmelderroste popstemme Angående Mig udfolde sit ærlige og konfronterende kampunivers i den rå scenografi til Betty Nansen Teatrets forestilling Les Misérables. Glæd dig til en unik koncertoplevelse, hvor musik og teater forenes i nye, uforudsigelige møder.
Spiller på Betty Nansen Teatret 5. april 2025.
Musikfortælling om verdens første kvinde
Gud skabte Adam og sagde ‘Det er ikke godt for mennesket at være alene’. Derfor skabte han Lilith. Lilith nægtede at underlægge sig Adam, og blev smidt ud af Paradisets Have. Hun blev kaldt dæmon og levede udstødt blandt bukketrolde og hyæner. Inspireret af den gamle myte har Livingstones Kabinet skabt en moderne, højaktuel og musikalsk forestilling om kvinder, køn og magt.
Spiller på LiteraturHaus 9.-12. april 2025.
Mød den rebelske Jeanne d'Arc i moderne setting
Oplev en moderne og surrealistisk version af eventyret om den rebelske Jeanne d’Arc. #JEANNE er en radikal fortælling om en ung kvinde, der heroisk kæmper imod social uretfærdighed i en verden på randen af katastrofe og klimakollaps. På scenen kan du opleve 6 skuespiltalenter fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus i deres afgangsforestilling.
Spiller på Folketeatret 24.-28. maj 2025.