Anbefaling
-
20.04.2026
Jeg havde taget min 81-årige mor med i Folketeatret for at se forestillingen “Truckervask til Ældrebyrden”.
En teatermedarbejder tog imod os ved ankomsten og sagde med et smil: “I skal glæde jer”, mens hun viste mig hen til handicappladsen. Da jeg sidder i kørestol, har jeg brug for lidt assistance – og det var tydeligt, at flere publikummer havde samme behov, en del var desuden i den gråhårede alder. Personalet var imødekommende og hjælpsomt hele vejen rundt. Fra min plads havde jeg frit udsyn til scenen, og jeg fornemmede en vis spændt nervøsitet blandt de ældre i salen i forhold til forestillingens tema.
Sort humor på plejehjemmet
Forestillingen åbner med en ung mand, der fortæller, hvordan hans kriminelle løbebane ender med, at kommunen placerer ham i et job på et plejehjem, fordi han ikke kan få arbejde andre steder.
Hans møde med beboerne er både morsomt og grænseoverskridende. Han skal naturligvis oplæres i at passe og pleje de ældre – hvad enten det handler om at skifte ble, eller forhindre beboerne i at stikke af. Det fører til en række virkelig underholdende og til tider absurde scener.
Salen bryder ud i latter, da den unge mand skruer helt op for rapmusikken og fyrer den af med vilde indslag og lapdance. Beboerne viser sig nemlig langt fra at være så kedelige, som man kunne tro – især når der pludselig findes en skjult sjus under madrassen.
Når latter dækker over alvor
Men forestillingen skildrer også et underbemandet plejehjem, hvor personalet løber stærkere, end de kan holde til. Det går naturligvis ud over beboerne, som efterlades alene i deres senge – i nogle tilfælde med ydmygende konsekvenser. For at understrege alvoren visualiseres det grotesk ved, at der bogstaveligt talt løber afføring ned ad væggene. De tunge plask på scenen er så realistiske, at kvalmen breder sig i salen.
Publikum griner, men situationen er i bund og grund dybt alvorlig. Det er en skarp kritik af forholdene i ældreplejen. Samtidig er karaktererne både farverige og humoristiske: den selvstændige, lesbiske kvinde på 92 år, der forsøger at bestikke den unge mand med 500 kroner for at blive kørt hjem, den demente kvinde og hendes temperamentsfulde mand, som er en stor mundfuld for personalet og “Tændstikken”, der med sine spinkle ben vakler afsted med rollatoren.
Personalet kæmper for at følge med, mens lederen forsøger at motivere dem med flotte floskler fra et lederkursus. Travlheden går så hårdt ud over beboerne, at jeg et øjeblik får lyst til at sende en donation via MobilePay.
Stykket tegner et barskt billede af virkeligheden – måske mere realistisk, end man har lyst til at indrømme.
Man griner ikke af den tragiske situation i sig selv, men af de skarpe replikker og de velspillede karakterer. Det rejser samtidig spørgsmålet: Må man grine af noget så tragisk?
Humor som livline
Jeg sidder selv i kørestol og er alvorligt syg. For mig er humor et vigtigt redskab, når livet ser sortest ud. Hvis man ikke kan finde sin indre hofnar frem, kan dagene hurtigt blive meget lange.
Forestillingen er en komedie, og derfor giver den også plads til at grine – selv af det, der ellers er svært. Man må give slip, finde lattermusklerne frem og for en stund lægge de barske realiteter til side.
Slip hofnarren fri, og nyd et par gode timer i Folketeatret. Det gjorde jeg.
Tilgængelighed
Folketeatrets foyer har været under en stor ombygning. Hvis du, som jeg, sidder i kørestol giver det dig en nemmere adgang til teatret. Der findes en elevator til handicappladserne, hvor du har et rigtig godt udsyn til scenen. De søde teatermedarbejdere tager dig i hånden, og følger dig hele vejen til din plads. De tilbyder endog at hente forplejning til dig i pausen.
Der findes et fint handicaptoilet, og der er masser af plads i foyereen til at nyde en forfriskning. Der er desværre dårlige parkeringsforhold på Nørregade midt i byen, hvor Folketeatret ligger. Derfor vil jeg anbefale, at du tager til Nørreport station med enten Metro eller S-tog. Eller bliver sat af foran teatret i din handicapbil, taxa eller med Flextrafik.
Anmeldt af Ditte Koefoed, mor, journalist & kørestolsbruger.
Sponsoreret af Teaterbilletter.