Du tror, det er løgn!
Kan du lide en god historie?
Så er du kommet til det rigtige sted! Vi har samlet forestillingerne, der alle er baseret på virkelige hændelser.
Hendes fortid var et mysterie. Hendes fremtid er et eventyr
Overlevede zardatteren Anastasia sin families skæbne under den russiske revolution? Til september vækkes legenden om Anastasia til live som storslået musical, ANASTASIA - THE MUSICAL, på Det Ny Teater.
Glæd dig til en gribende og dramatisk handling, overdådig scenografi, stærke karakterer og uforglemmelige sange som Once Upon a December og den Oscar-nominerede Journey to the Past.
Spiller på Det Ny Teater 19. september - 8. december 2024.
En rejse gennem identitet, arv og tilgivelse
Efter succesforestillingen SOM BRØDRE er skuespiller Alexander Mayah Larsen nu tilbage med en ny forestilling baseret på virkelige hændelser.
I TRONFØLGER undersøger en ung mand sin fars liv og opvækst i Iran. Han forsøger at finde vej gennem de mange versioner af historier, hans far og mor har fortalt. Undervejs møder han farens frygt for at besvare de mange spørgsmål, der melder sig.
Spiller på Mungo Park 13. september - 7. december 2024.
Kom med til 1660’ernes London
Rejs med forestillingen OR, tilbage til 1660’ernes London, hvor den virkelige historie om Aphra Behn udspiller sig.
Aphra Behn var den første kvindelige professionelle dramatiker i engelsk historie - OG Kong Charles II’s spion og elskerinde. Baseret på hendes historie kombinerer forestillingen poesi, historie og drama med klassiske elementer fra forviklingskomedie og farce.
Spiller på The Deer and Rabbits Creative Studio 2. - 20. oktober 2024.
Få Natasja tilbage
Kom med ud i alle tænkelige (og også et par af de mere utænkelige) hjørner af Natasjas liv, musik og karriere. Fra den spæde start og ind i det legendariske efterliv, hvor Natasjas sange insisterer på at bibeholde deres relevans.
Musikforestillingen NATASJA hylder og fejrer Natasjas liv og ikke mindst det gigantiske musikalske såvel som menneskelige aftryk, hun stadig sætter på danske musikelskere.
Spiller i Tivoli - Koncertsalen 25. oktober - 7. november 2024.
Publikumsuccesen om Arendt er tilbage
Få fortællingen om den tyske filosof Hannah Arendts udsædvanlige liv i forestillingen ARENDT - AT SE I MØRKE AF RHEA LEMAN på Aveny-T.
Ina-Miriam Rosenbaum indtager scenen som filosoffen, der bl.a. var på flugt fra 30’ernes nazister, levede som statsløs i Amerika og var korrespondent for The New Yorker. Forestillingen høstede roser hos både anmeldere og publikum, da den spillede i 2023.
Spiller på Aveny-T 31. oktober - 7. november 2024.
Hvem er man, når man er blevet mor?
Oplev en humoristisk og musikalsk forestilling om en ung kvindes indre kamp i rollen som nybagt mor.
I JEG SKULLE VÆRE BLEVET RYGER har skuespiller Laura Wildt, ud fra egne oplevelser og erkendelser med at blive mor, skabt en forestilling, der sætter ord på den massive dobbelthed, det indebærer at blive forælder.
Spiller på Aveny-T 7. - 11. januar 2025.
Glimt fra teenagelivet
TIL UNGDOMMEN er skabt ud fra biografiske historier fra unge menneskers egne liv. Det er teater om overgangen fra barn til voksen, om længsler og sårbarhed, men også om det berusende i at være en del af et hormondampende og intenst fællesskab.
Oplev den anmelderroste forestilling om teenagetiden og den svære overgang fra barn til voksen.
Spiller på Teater V 7. - 18. januar 2025.
En virkelig fortælling om et uventet venskab
De fleste kender nok den franske filmsucces DE URØRLIGE om et uventet venskab mellem to mænd, der er hinandens absolutte modsætninger. Men faktisk er filmen baseret på en selvbiografisk roman af Abdel Sellou, der i bogen beskriver sin tid som hjælper for den franske aristokrat Philippe.
Glæd dig til foråret 2025, hvor du kan opleve den hjertevarme fortælling som teater med Preben Kristensen og Arian Kashef som det umage makkerpar.
Spiller på Folketeatret 29. marts - 4. maj 2025.