Anbefaling
-
05.02.2026
Fortryllet verden
Jeg havde taget min teenagedatter Vigga på 16 år med i Det Ny Teater. Hun elsker teater, og hun har selv deltaget i flere skolemusicals. Vi sad begge fuldstændig opslugt af forestillingen fra start til slut. Udenfor var der snestorm, men i teatret var der trygt, og vi sad fortryllet, som i en helt anden verden.
Kendt fra film
Du kender nok filmen fra 1964, som oprindeligt er baseret på en musical, og før det en teaterforestilling. Handlingen følger filmens: en pige fra fattige kår, med et sprog værre end en havnearbejder, bliver offer for et væddemål. Den selvoptagede Professor Henry Higgins, og hans ven Oberst Pickering, vædder om, hvorvidt blomstersælgeren Eliza kan blive en fin dame på kun tre måneder.
Efterhånden udvikler Eliza sig til en fin dame, og det er her problemet opstår. For Henry Higgins har ingen respekt for andre end sig selv. Han ønsker at Eliza skal takke ham for alt det han har gjort for hende. Men Eliza er sin egen. Og bør man takke andre for noget, man ikke selv har bedt om?
Gråt guld
Med fantastisk skuespil, flotte kjoler, dans, sang og et helt fantastisk orkester er helheden støbt. Min datter var især imponeret af 87-årige Susse Wold.
Hele salens darling var Tommy Kenter i rollen som Elizas fordrukne far Alfred P. Doolittle. Trods sin alder på 75 år, leverer han en virkelig velspillet og morsom præstation, og kroppen holder til skuespil og dans. Der sniger sig oven i købet lidt stepdans i rollen. Replikkerne bliver leveret som vi kender ham, på en sjov og underspillet måde.
Fest og farver
Der var feststemning i salen, som var fyldt med glade og forventningsfulde publikum, der flere gange brød ud i spontant latter. For der er virkelig mange sjove karakterer med i forestillingen. Især Peter Plauborg, i rollen som professor Henry Higgings, har gjort karakteren til en virkelig sjov og kejtet figur. Han bogstavelig talt springer rundt på scenen, især når han ikke får sin vilje.
Flere kendte melodier
“En snegl på vejen er tegn på regn i Spanien” og “Alfred skal giftes nu til morgen” er nogle af sangene fra forestillingen, som jeg kan synge med på. Førstnævnte var jeg ikke klar over stammede fra My Fair Lady. Jeg har sunget den mange gange sammen med mine børn - men så blev jeg da så klog.
“Alfred skal giftes nu til morgen” fremført af Tommy Kenter i en fantastisk totalscene, var et af forestillingens højdepunkter. Publikum føler med ham, når han med frygt i stemmen synger om, at hans frihed og dermed livet med andre damer nu er slut.
Jeg tog mig selv i at sidde og drømme om at indgå en lignende forvandling, især de fantastiske kjoler fik mig til at ønske, at jeg selv var en fin dame.
Tilgængelighed
Det Ny Teater ligger super centralt på Vesterbro, så jeg vil ikke anbefale at køre dertil i bil og slet ikke i en handicapbil, hvis du, som jeg, sidder i kørestol. Få nogen til at sætte dig af, book en Flextrafik, eller tag det offentlige, hvis du har mulighed for det.
Det er nemt at komme ind i teatret, foyeren er rigtig fin og stor og du kan hænge dit overtøj i garderoben, hvis du har brug for det. Der er også et handicaptoilet.
Forhallen prydes af en fantastisk trappe, men heldigvis findes der også en elevator.
Der er en fin kørestolsplads, hvor du har et rigtig godt udsyn til scenen. Husk at bede om at din ledsager skal sidde ved siden af dig, når du køber billetter. Personalet er super søde og meget opmærksomme på dig.
Har du brug for noget at spise eller at drikke, kan du købe det i teatrets cafe eller restaurant.
Rigtig god fornøjelse!
Anmeldt af Ditte Koefoed, mor til to børn på 10 og 16 år, journalist & kørestolsbruger.
Sponsoreret af Teaterbilletter.