Anbefaling
-
18.09.2026
Jeg havde taget min teenagedatter Vigga på 16 år med på Det Ny Teater for at se musicalen Guys & Dolls. Ingen af os kendte egentlig historien på forhånd, så vi måtte lige læse lidt op på den. Men det viste sig hurtigt, at man sagtens kan lade sig rive med, selvom man ikke kender hverken historien eller sangene.
Allerede når man træder ind på Det Ny Teater, føles det som at træde ind i en anden tid. Teatret blev grundlagt i 1908 og genåbnede i 1994. Det er kendt for sin ikoniske trappe, de store lysekroner og den enorme scene - måske også et enkelt spøgelse? Under scenegulvet gemmer der sig et imponerende rum, som gør det muligt at skifte kulisser på meget kort tid – og det udnyttes til fulde i Guys & Dolls.
Vi befinder os på en travl gade i 1930’ernes New York, hvor plattenslagere, hasardspillere og glædespiger fylder gadebilledet. Frelsens Hær forsøger at få byens syndere på bedre tanker, men det er ikke nemt, når pengene hurtigt vandrer fra lomme til lomme, og hasardspillerne konstant er på jagt efter et nyt hemmeligt sted, hvor deres næste spillebule kan etableres.
Hovedpersonen Nathan Detroit, spillet af Kim Hammelsvang, kæmper ikke alene med spillegæld. Han har også sin forlovede Miss Adelaide, spillet af Karoline Brygmann, at slås med. Efter 14 års forlovelse er hun mere end klar til endelig at blive gift.
Miss Adelaide er en fantastisk komisk karakter. Med sin meget overspillede fremtoning får hun hurtigt hele salen til at føle med hende, når hun igen og igen må vente på, at Nathan Detroit tager sig sammen og får sparet op til et bryllup.
Generelt er forestillingen fyldt med sjove og farverige karakterer, og flere scener efterlader publikum måbende. Om det er cabaretpigernes morsomme kyllingenummer eller hasardspillernes intense terningspil, er alt nøje tilrettelagt.
Koreograf Heather Douglas har virkelig gjort et imponerende arbejde. Der er konstant liv på scenen, og man ser sjældent en skuespiller, der ikke er i fuld gang med enten dans, bevægelse eller anden koreografi. Det hele virker gennemarbejdet ned til mindste detalje.
Iscenesætter Heinrich Topp Christensen og hele hans hold har formået at skabe en helstøbt forestilling med imponerende scenografi, tidssvarende kostumer, fantastiske skuespillere og ikke mindst stærke sangere – bakket op af et top professionelt orkester.
Modsætninger mødes, da plattenslageren Sky Masterson, spillet af Nicolai Jandorf, tager imod udfordringen om at forføre den fromme Frelsens Hær-pige Sarah Brown, spillet af Isabel Schwartzbach.
Frelsens Hær er truet af lukning, og derfor skal Sarah overbevise om, at der nok skal komme mennesker til det ugentlige bedemøde. Pludselig fyldes salen med plattenslagere, der vil frelses. Selv politimanden må til sidst give fortabt.
Modsætninger mødes, og sød musik opstår. Resten må I selv opleve.
Tilgængelighed
Det Ny Teater ligger super centralt på Vesterbro, så jeg vil ikke anbefale at køre dertil i bil og slet ikke i en handicapbil, hvis du, som jeg, sidder i kørestol. Få nogen til at sætte dig af, book en Flextrafik, eller tag det offentlige, hvis du har mulighed for det.
Det er nemt at komme ind i teatret, foyeren er rigtig fin og stor og du kan hænge dit overtøj i garderoben, hvis du har brug for det. Der er også et handicaptoilet.
Forhallen prydes af en fantastisk trappe, men heldigvis findes der også en elevator.
Der er en fin kørestolsplads, hvor du har et rigtig godt udsyn til scenen. Husk at bede om at din ledsager skal sidde ved siden af dig, når du køber billetter. Personalet er super søde og meget opmærksomme på dig.
Har du brug for noget at spise eller at drikke, kan du købe det i teatrets cafe eller restaurant.
Rigtig god fornøjelse!
Anmeldt af Ditte Koefoed, mor til to børn på 11 og 16 år, journalist & kørestolsbruger.
Sponsoreret af Teaterbilletter.
Foto: Camilla Winther
Det Ny Teater
17.09.2026 - 06.12.2026